
Bands i rotation
Det Mobile Spillested har løbende bands i rotation, som enten kan bookes til koncert hos jer, eller blot virke som inspiration til at pege os i retning af jeres ønsker og drømme. Mød dem og lyt til deres musik her på siden.

On tour
KRAGETÆR
KAN BOOKES I PERIODEN: SEPTEMPER-DECEMBER 2026
Trioen, Kragetær, byder op til levende og nordisk folkemusik. Bandet spiller på en bred vifte af akustiske instrumenter, som guitar, harmonika, violin og drejelire, og blander de det traditionelle med inspiration fra populærmusikken. Som det er traditionen i folkemusik balancerer bandets tekster det grimme og vulgære med det poetiske og nænsomme og udforsker både livets og dødens kontraster.
På deres nye udgivelse “Kragetær – Kallibrerer” (2025) viser de denne særlige blanding af eksperimenterende lyrik og dansevenlige melodier, som publikum kan opleve live ved deres koncerterne med Det Mobile Spillested.
On tour
EKS-MÆND
KAN BOOKES I PERIODEN: MAJ-DECEMBER 2026
Kvartetten Eks-mænd er en herlig blanding af akusti-punk, sømandsskrål og fandenivoldsk fællessang, som alle skal synge med på. Eks-mænd spiller et akustisk baggårds set up med rockabilly-guitarer, kontrabas og det bærbare trommesæt.
Eks-mænd udgiver albummet Dans efter ____’s pibe i foråret 2026. Med sangtitler som Lille mands bossa, Boligfest og Jens har optur kan vi forventes endnu en omgang politisk, opad-sparkende danske tekster, grovkornet humor og smittende spilleglæde.


On tour
SKYMNINGSZONEN (N)
KAN BOOKES I PERIODEN: 10. – 12. SEPTEMBER 2026
Skymningszonen – eller Skumringszonen på dansk – spiller moderne versioner af koraler fra svenske kirkesangbøger og dansemusik fra de sydnorske dale.
Folkemusik fra grundfjeldet med norske hardingfele, dobbelt blæserbesætning og mørke strygere – nedstemt og stemningsfulde.
Skymningszonen besøger Danmark og Det Mobile Spillested for en kort turné. Benyt lejligheden til at mærke den nordiske moderne tone
On tour
ROXY JULES
KAN BOOKES I PERIODEN: APRIL-DECEMBER 2026
ROXY JULES er lyden af forvrængede guitarer, elektroniske beats og poetiske tekster. En slags kærlighedsbarn af PJ Harvey, Mazzy Star og The Kills.
Flere af sangene har været i rotation på P6 Beat, og hun modtog sidste år prisen som Årets Solist ved Danish Alternative Music Awards 2025. En velfortjent hæder for at blive ved med at gå sine egne veje i musikken. Får I besøg af Roxy Jules, får I besøg af af en elektro-rock-duo med selvbevidst kant og en nerve helt ned til bagerste række i salen.


On tour
Sofie Trolle
KAN BOOKES I PERIODEN: APRIL – DECEMBER 2026
SOFIE TROLLE er troubadour af en ny generation.
Hun leverer sine sange med en styrke og sårbarhed, der gnistrer og tænder lys, et sted imellem øko-kollektivet i Rold Skov, hun kalder sit hjem, og den musikalske undergrund i Berlin. Det er moderne viser i et velproduceret pop-format, som vi også møder det hos Katinka Band og Peter Sommer.
Sofie Trolles danske tekster formår at zoome ind på hverdagen indtil de universelle temaer, der forbinder os alle, træder frem.
Sofie Trolle tager på turné med Det Mobile Spillested som trio.
