Om os

Formål
Hovedformålet med Det Mobile Spillested er at få mere professionel live-musik i hele Danmark, hele året og til alle dele af befolkningen. Projektet besøger tyndt befolket områder, landsbyer, og øer, men også baggårde, kolonihaveforeninger og alternative beboerfællesskaber i byerne. Små steder som tørster efter store oplevelser med fælleskabet som omdrejningspunkt.

Det hviler på en overbevisning om, at live-musik er godt for mennesket. Godt for fællesskaber, god for dannelse, godt for mangfoldigheden. Og godt for musikmiljøet. At bringe musikken derhen hvor folk bor, giver simpelthen mere live-musik til flere mennesker.

Det Mobile Spillested er et nyt transportabelt spillested, der besøger små steder i hele landet. Projektet arrangerer koncerter, bygger netværk og samarbejder med lokale eksisterende aktører med interesse for musik- og lokalliv.

Baggrund
Det Mobile Spillested bygger på succesfulde erfaringer fra et tre-årigt pilotprojekt med mini-turneen Freedom Tour og fra baggårdskoncert-projektet Musik til København, der har været afholdt siden 2021.

Der er musikforeningen Cap30, der har udviklet konceptet bag Det Mobile Spillested. Cap30 består af professionelt arbejdende musikaktører, der sætter nye kulturprojekter i verden og som også driver mini-spillestedet af samme navn i Kødbyen i København.

Det Mobile Spillested er en reaktion på log down af landets kulturinstitutioner under Corona-pandemien. Inden for musikverdenen erfarede vi en stor passivitet blandt mange spillesteder og koncerthuse, som i stedet for at udvikle alternative metoder til at bringe musikken ud til danskerne, lukkede ned for aktiviteter for at modtage Statens kompensation.

Det fik os til at tage initiativ til projektet Musik til København, som præsenterede hele 40 baggårdskoncerter i København, til glæde for de mange isolerede borgere og for de jobløse musikere og teknikere. Projektet eksisterer fortsat og præsenterer baggårdskoncerter i hele Hovedstaden i sommermånederne.

Erfaringerne fra log down fik os til at se på hele Danmarkskortet, og igen konstatere, at landets spillesteder (og mange andre kulturinstitutioner) primært fokuserer sine ressourcer på egen matrikel, og ikke engagerer lokalmiljøer i bred forstand. Det betyder at mange egne af Danmark sjældent oplever live-musik i deres lokalsamfund. Og så godt som aldrig ny musik og det store lag af danske professionelle og semiprofessionelle vækstlag, som eksisterer indenfor alle genrer.